En gang om året afholder vi en klubaften, som vi kalder ”Rediger et billede”.
Det var så i aftes.

Ideen er, at hver deltager (af medlemmerne) sender en RAW-fil og sin egen redigerede udgave af det samme billede til Ole (kasseren).
Ole deler hver deltagers billede ud til 2 andre deltagere.
De andre to redigerer billedet efter deres smag, og sender dem tilbage til Ole.

På klubaftenen viser Ole først RAW-filen, derefter de 2 billeder fra de andre og til sidst fotografens selv redigeret billede.

Meningen er, at man kan fortælle, hvad man har gjort med sin redigering (fx konverteret til sh, beskåret, tilføjet noget, lyset/dæmpet osv).
Det er hver gang meget interessant at kunne se, hvor forskellige vi er, og man lærer hver gang noget nyt (eller bliver mindet om igen).

På denne aften viste Ole billederne fra i alt 17 deltagere – altså næsten 70 billeder!
Spændende.

Til sidst åbnede Kurt en diskussion om hvad formålet er med øvelsen.
Årsagen var, at et par billeder havde fået tilføjet nogle andre mennesker / ansigter osv.
Kurt mente at det kunne man kalde ”kreativ” redigering, men at det ikke var målet med øvelsen.
Og ja, der havde han ret.
Til næste gang vil bestyrelsen overveje rammerne for øvelsen, som alle deltagere syntes var givtig.

Tak for en god aften!