Fototur København om aften

Fototur København om aften

I aften var vi på fototur til København.
Vejret havde været fugtigt hele dagen, men heldigvis holdt det tørvejr under hele turen, selvom himlen var grå og tung.

Vi var 10, som trodsede det halvdårlige vejr, bl. a. også vores nye medlem Per – velkommen til.
Alle havde medbragt det gode humør.

Vi mødtes ved Hovedbanen og derfra gik turen ad Vesterbrogade til Axel Towers, Cirkusbygningen og Palads Teatret.

Coronarestriktionerne var meget tydelige, og det var mærkeligt at gå gennem næsten mennesketomme gader i det centrale København en lørdag aften.

Vi fortsatte langs Vesterport til Planetariet og kiggede lidt på Skt. Jørgens Sø og sluttede turen.

Vi havde ikke de bedste lysforhold, og mange steder var det ret generende med lygter og gadebelysning – så det var en lidt udfordrende fototur.
Men som sædvanligt var det hyggeligt at fotografere sammen.

København Lysfestival

København Lysfestival

På en sen lørdag eftermiddag mødes nogle af fotoklubbens medlemmer i 2 grupper af 5 med behørig afstand ved Gammel Strand i København.
Anledningen var “Copenhagen Light Festival”, som gav flotte lys-oplevelser i en mørk corona-tid.

De forskellige lys-installationer var overvejende centreret omkring Christiansborg og havnen.
Trods mange mennesker og en snigende kulde fik vi nogle hyggelige timer sammen og fine skud med hjem.
(Hanne)





Fototur Hellebæk Kohave

Fototur Hellebæk Kohave

Vi var i dag på fototur til Hellebæk Kohave.
Da vi selvfølgelig skal overholde corona restriktionerne, var vi på forhånd opdelt i fire grupper på 4 eller 5, og således at holdene mødtes og afgik fra parkeringspladsen med 10 minutters mellemrum.
Og hver gruppe gik ad forskellige ruter, så vi ikke kom i nærheden af hinanden.
Det fungerede helt efter planen.

Vejret var ikke det allerbedste – et helt gråt skydække, som der ikke kom nogen sprækker i.
Det ville have været rart med lidt sollys.
Til gengæld var det vindstille, så det føltes ret mildt at gå rundt i området.

Kohaven er et meget smukt område med et meget varieret landskab dannet i istiden.
Dvs. et meget bakket terræn med skove, søer, en højmose og græsenge.

Ole havde defineret tre benspænd for os: flora, fauna og frit emne.
Til hver kategori kan der afleveres tre billeder pr. fotograf.
Der bliver efterfølgende udpeget det bedste billede pr. kategori.
Det var især en udfordring med emnet fauna – der var ikke meget dyreliv, næsten ingen fugle – men heldigvis var der en del køer på græs.

Det var dejligt at kunne komme på en fælles fototur på denne måde.

Fototur Dyrehaven / København

Fototur Dyrehaven / København

Trist – men i dag har vi haft vores sidste fototur i år.
Vejret var derfor typisk gråt og ret mørkt, et par plusgrader, men heldigvis ingen nedbør før vi sluttede ved Peter Lipps.

Vi mødtes ved den Røde Port ved Klampenborg Station klokken 10, hvorefter de ca. 15 medlemmer delte sig op og gik på jagt efter de gode og sjove motiver.
Dyrehaven er jo et meget flot sted, hvor der findes masser af meget usædvanlige træer, hvor deres grene vokser på en meget mærkelig måde – bare fantastisk!
Undervejs så vi også nogle store flokke af rådyr og kronhjorte, bevogtet af nogle store hanner.
De blev selvfølgelig skudt i hundredevis af gange med vores kameraer – men alle overlevede heldigvis.

Lige som på vores sidste fototur fik vi igen tre benspænd, denne gang fra Kira:
1. sort/hvid
2. tæt på/makro
3. Eremitage Slottet

Det gør det noget nemmere, når man er ude efter det perfekte motiv, at man har et mål i hovedet.

Efter klokken 12.30 var de fleste klar til at varme sig med en bæger gløgg (eller kakao).
Det var en fin tur, og vi nød igen vores fællesskab.

Resten af året kan vi kun mødes digitalt, men vi prøver at holde hovedet oppe og glæder os til foråret 2021.

Aftenfotografering i Helsingør

Aftenfotografering i Helsingør

Som alternativ aktivitet til “Rediger et billede 3” havde bestyrelsen besluttet, at vi skulle gå udendørs i mørket.
Og det gjorde vi så.

Klokken 19.00 mødtes vi på Helsingør Station, hvor tovholderen Lars bød vores nye medlem Morten velkommen, og fortalte lidt om de forskellige fotomuligheder, som lurer i hjertet af byen.

Som sædvanlig delte vi os op (fx var der en flok NIKON-nørder som gik sammen) og erobrede området.

Jeg var med i en gruppe, hvor vi først gik ind i stationens hall (selvfølgelig med mundbind), derefter op på peronnerne og så videre i retning af Stengade.
Undervejs fandt vi nogle interessante motiver, som blev gemt på hukommelseskortet.

Vejret var ret fint (ikke så koldt, et par plusgrader, lidt blæst, ingen regn), men det var alligevel meget mærkeligt at gå gennem byen, for der var næsten ingen ude – bortset fra os fotografer.
Vi blev spurgt af et par forbipasserende og også af politiet ”hvad foregår der, fordi der blev set så mange mennesker med deres kameraer”. Sjovt nok – på en normal aften (uden Corona) ville man vel ikke stille spørgsmålet…

Vi nød i hvert fald at ses igen og være sammen med de andre.

Tak for en hyggelig tur og velkommen, Morten, i klubben!!!

Fototur Rusland

Fototur Rusland

Gode ting skal jo gentages, hvis det er muligt.
Og det gjorde vi i dag – efter 4½ år besøgte vi igen ”Rusland” – det store naturområde ved Tegners Museum (i nærheden af Dronningmølle).

Vi var lidt over 10 og delte os pænt op i starten, hvorefter Monica fortalte om de tre benspænd:

  1. kvadratisk
  2. frøperspektiv
  3. der skal indgå 2 forskellige legemsdele i samme billede (som et udsnit, altså fx fod og arm, ansigt og skulder, bryst og mave); billedet må ikke beskæres.

Det er en ny måde at lave en fototur på.
Pga. Coronarestriktionerne besluttede bestyrelsen at gøre vores fototure lidt mere spændende, så vi har bygget en lille konkurrence ind i turen.
Til hvert benspænd kan man aflevere ét billede. som gerne må redigeres (men til nr 3. ikke beskæres). Billederne uploades via et link til Dropboxen. Kira og LarsA bedømmer billederne og præsenterer deres vurdering den 19. november (via Zoom/internet).
Det bliver interessant med dette nye element i vores fototure og det er samtidig en god øvelse at få stillet en opgave.

Vejret var ok – i starten var der en del støvregn, men den holdt op efter en halv time, og der kom faktisk lidt sol i en kort periode.
Efter Monica´s instruktioner gik vi ind i denne dejlige park, som jo er ”pyntet” med mange rigtig gode skulpturer.
Da det jo havde regnet et stykke tid, var næsten alt på jorden fyldt med større og små vanddråber, som så rigtig flotte ud – især når man tog billeder med sit makro-objektiv.
Men der var selvfølgelig også skulpturer og det fine landskab, som man kunne komponere i søgeren.
Som sædvanlig gik nogle sammen, nogle alene, og så mødtes man igen og snakkede…
Det var en meget afslappende og hyggelig tur.
Efter 2 timer mødtes vi igen og spiste vores medbragte frokost – et par stykker skulle dog tidligere hjem.

Vores nye medlem Asta deltog også – hjertellig velkommen i klubben!!!
Det var så dejligt at møde de andre – og at have nok tid til at snakke sammen om mange forskellige ting (selvfølgelig mest om foto).
Tak for en rigtig god tur!!!