I torsdags kom Birger Jensen fra Århus forbi og fortalte om ICM og multieksponering.
Det var både lærerigt og spændende.
Birger begyndte med ICM ved en tilfældighed; en klubkammerat i Århus havde for ca 12 år siden spurgt ham om han kendte ‘det der ICM’ – Intentional Camera Movement.
Han prøvede teknikken og viste det billede han bedst kunne lide fra den dag.
Derefter var han ‘solgt’!
Birger fortalte indgående om teknikker ved de to fotoformer; for eksempel om at bruge kroppen ved ICM, frem for arme og hænder for at styre bevægelser, i situationer hvor man ønsker ensartede vandrette eller lodrette linjer i billedet.
På samme måde viste han forskellige typer af baggrunde, der opstår ved ICM.
Ved multieksponering viste Birger billeder med mange lag, og fortalte om hvordan han i Photoshop lægger billederne op i lag.
Lagene lader han derefter fremkomme med forskellige styrker af gennemsigtighed.
Metoden både danner og styrer billedet.
Foredraget var til stor inspiration – det fremgik klart af de ca. 25 tilhøreres spørgelyst og kommentarer til Birgers flotte billeder.