23 medlemmer var mødt frem til Ole Christiansens foredrag om hans billeder.
Og hvilket et billedsyn det blev!

Gennem 2½ time sad alle 23 tilhørere limet til stolene, mens Ole førte os gennem hans universer af portrætter, gadebilleder, papirklipsbilleder og sport – altsammen i såvel farve som sort-hvid.

Gennem stringente og legende kompositioner gav Ole bidrag til helt andre måder at skabe billeder på.
Stramt komponerede gadefotos i sort-hvid, hvor det skarpe sollys var eminent udnyttet til at skabe fokus på motivet.
Gadebilleder hvor Ole havde fundet en passende baggrund og stillet sig op med kameraet – i hånden såvel som på stativ – var inspirerende for, hvad vi selv kan afprøve i den genre.

Portrætterne, hvor der blev leget med spejle, reflektioner og belysning gav et væld af ideer til de næste seancer med teaterfolkene fra Hammermøllen.
Og sidst men ikke mindst, billederne hvor der var leget med papirstrimler og samkomponerede billeder, i både sort-hvid og farvelagte.
Her er der ideer til aktivitetsaftener og -lørdage!

(Svend Erik)